Vilhelm Theodor Lauritzen var en af ​​Danmarks vigtigste arkitekter og en fader til dansk modernisme. I dag forbliver mange af hans projekter som varige eksempler på, hvad der dengang var en ny og revolutionerende tilgang til arkitektur, hvor form fulgte funktion. Gennem hele sin karriere fastholdt han, at arkitektur skulle være en brugskunst, der tjener alle, ikke kun de privilegerede få. Blandt Lauritzens mest kendte og roste værker er Københavns Lufthavns første terminal (1939), som nu er kendt som Vilhelm Lauritzen Terminal, Radiohuset på Frederiksberg (1945), Vega spillested i København (1956) og den danske ambassade i Washington. D.C. (1960).

Hans design udtrykker en klar idé om, at rum og former skal holde i generationer. For fuldt ud at forstå, hvor banebrydende hans arkitektur var, bør den ses i sammenhæng med hans samtidige. Arkitektur har længe fokuseret på bygningers former og udsmykning. Vilhelm Lauritzens tilgang var mere brugervenlig. Med sin frie tænkning og fokus på funktionalitet skabte han så enkle, yderst funktionelle løsninger, at man ved første øjekast risikerer at overse hans genialitet. Da Lauritzen i 1936 begyndte at designe den første lufthavnsterminal i Kastrup, København, var kommerciel luftfart stadig i sin vorden. Der var ingen model for, hvordan en lufthavn skulle se ud. Med sin funktionalistiske tilgang inddelte han bygningen i en luftside og en landside. Indgangen og trafikken langs bygningen var placeret mod landsiden, mens flytrafikken og gates var placeret langs luftsiden. Og i dag er det stadig sådan, langt de fleste af verdens lufthavne er designet. Et andet af Lauritzens mest kendte værker er Radiohuset fra 1945. I dag er det en arv opført som et internationalt anerkendt totaldesign, omfattende tænkt indefra og ud – fra møbler og dørgreb til dets modernistiske typologi. Bygningen er et af de mest gennemførte eksempler på funktionalisme, hvor de forskellige funktioner, såsom foyer, koncertsal og kontorer, er genkendeligt repræsenteret i formen af ​​selve bygningen. Lydstudierne er designet som kinesiske bokse, hvor vægge og fundamenter skabes uden parallelle vægge for at give optimal akustik og lydisolering. Bygningen udtrykker en følelse af tidløshed og holdbarhed, og detaljeringen af ​​designet er usædvanligt dedikeret. Facaden er udført i slidstærkt sandsten, hvorimod interiøret er udført i grønlandsk marmor, messing og teaktræ, som stadig bevarer sin skønhed. Sådan er det også med foyerloftet, hvor okseskind er spændt over mineraluld. I dag er gangene stadig fyldt med musik fra Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums studerende. Lauritzens modernistiske talent omfattede også indretning, hvor han skabte alt fra dørgreb, askebægre og gelændere til lamper, sofaer og stole. Flere af møblerne er designet i samarbejde med arkitekt Finn Juhl, der var ansat på sin tegnestue i 11 år fra 1934 til 1945. Vilhelm Lauritzen blev Ridder af 1. grad af Dannebrog og blev i 1941 tildelt Eckersberg Medaljen, C.F. Hansen-medalje i 1954 og Akademisk Arkitektforenings Hædersmedalje i 1964. Han døde i Danmark som 90-årig, i 1984.